 |
|||||||||||||
| John Hunov om Daner Galleriet: I 1972 startede jeg et galleri i et mindre lokale, som Eks-skolen havde lejet i Studiestræde 18 i en høj butik, senere flyttede de/jeg til Kronprinsessegade 46 D, 4.sal. Normalt viste jeg en udstilling om måneden. Hver udstilling varede højst en uge enkelte kun en dag. Åbningstiden var meget eksklusiv nemlig fra kl. 19.00 til kl. 20.30, min søn, Asger og Banken skulle også passes. Henning Christiansen som havde den første udstilling "Musik als grün", foreslog, at jeg kaldte galleriet for ”Daner Galleriet”, og sådan blev det. Det blev i løbet af de fem år galleriet bestod, til mange gode og anderledes udstillinger. De fleste udstillinger fik meget store og fine omtaler i dagbladet Information af Jane Pedersen. Jeg sendte til hver udstilling en plakat i A3 ”Daner Nyt” ud. Ikke til dagbladenes kunstanmeldere (de forstod alligevel ikke ret meget, lige bortset fra Information), heller ikke til kunstsamlere, men til de 20-30 vigtigste avantgarde gallerier i Europa og enkelte personer i Danmark og Europa, som havde seriøs interesse i ny kunst. Selvfølgelig var det kun en lille menighed, som besøgte udstillingerne, højst tredive kunne det snige sig op til. Men det passede mig meget fint, ingen af udstillingerne var lagt op til at skulle være salgsudstillinger. Jeg skulle jo ikke leve af det. Husleje betalte jeg ikke, så mine udgifter var kun fragt, porto og plakat. Jeg lagde vægt på det nye fortællende foto, ”Narrative Art”, som først  ved den kommende Documenta i Kassel et par år senere skulle
manifestere sig som kunstretning. Fotoet havde med Narrative Art
fået en ny betydning i kunsten. Ofte dårlige fotografier taget med
et primitivt Box-kamera, således at betragteren kunne identificere
sig med fotoet, som ikke lå langt fra amatørfotografiet. En af
fordelene ved ”Narrative Art” var at transportudgifterne kunne
begrænse sig til, hvad det kostede at sende et stort brev anbefalet.
Galleriet blev lidt af en myte. Jeg erindrer, at der på et tidspunkt var en stor international museumskongres på Louisiana. Det hollandske tidsskrift "Museumsjournal", beskrev indgående kongressen og kunsten i Danmark. Tre oplevelser havde været vigtige for "Den udsendte", Louisiana, Glyptoteket og Daner Galleriets Christian Boltanski udstilling. Daner Galleriet var som det eneste gengivet med to fotos i artiklen. Hvad jeg selvfølgelig fandt rimeligt nok! Nogle år senere, i 1975 modtog jeg et brev fra den nye direktør for Malmös Konsthall, Eje Högestätt som var i gang med at planlægge indvielsen af Konsthallen med en stor udstilling, som han kaldte ”Ögon-Blickar / New Medie 1” med hele 20 forskellige udenlandske kunstnere, og til hans allerstørste overraskelse viste det sig, at ikke færre end tolv af kunstnerne havde jeg udstillet i Daner Galleriet eller vist i København, hvilket han slet ikke havde været opmærksom før nu. Det var: Didier Bay, Bernhard og Hilda Becher, Jacques Charlier, Hans-Peter Feldmann, Fred Forest, Jochen Gertz, Paul-Armand Gette, Joel Glasmann, Jean le Gac, Annette Messager, Christian Boltanski Flere af udstillingerne, skulle vise sig at være betydningsfulde, den ene var Per Kirkebys "Karlssons Klister", en konceptuel udstilling, hvor man næsten ikke kunne få øje på det udstillede. I vindueskarmen lå en gammel pibe, som var klistret sammen, et andet sted en lille skål, som ligeledes var sammenlimet og ellers ikke ret meget mere. Den udsendte plakat havde gjort så stort indtryk på en af Europas vigtigste galleriejere, Michael Werner i Köln, at han besluttede, at komme til København for at se flere af Per Kirkebys værker. Jeg husker tydeligt Per Kirkebys nervøsitet inden Michael Werner skulle komme over til ham på Bülowsvej. De bedste malerier var pænt stillet op på rad og række, men dem gad Michael Werner ikke bruge megen tid på, han bad derimod Per Kirkeby om, han måtte se hans skitser, dem fandt Per Kirkeby så lidt modvillig frem, her lå jo alt usorteret hulter til bulter og dem brugte Michael Werner rigtig lang tid på, inden han sagde pænt farvel og at Per ville hører fra ham, og det gjorde Per Kirkeby som bekendt. Det blev Per Kirkebys indgang til hans internationale karriere. Michael Werner boede i flere dage hos os, og som de fleste tyske mænd, var han ikke meget for at deltage i hjemmets arbejde, til sidst blev han sendt ud i køkkenet af Birte Inge for at vaske op, før han fik noget at spise! Sådan! Christian Boltanski udstillingen fik jeg fra Gallery Sonnabend i New York. Om udstillingen skriver Boltanski; ”Jeg har klippet billederne ud af et tidsskrift, som har specialiseret sig i forbrydelser og tragiske begivenheder. Personerne på disse fotografier er ufrivilligt kom-met i offentlighedens søgelys”. Væggene i de to små gallerirum var tapetseret fra loft til gulv med disse avisportrætter. Det var en mærkelig fornemmelse, at passe udstillingen, jeg sad og betragtede alle disse portrætter, og jeg var temmelig overbevidst om, at de kønneste af pigerne, nok var blevet myrdet, men så indfandt tvivlen sig, fordi man er køn så kunne man dog godt være giftmorderske, denne vekselvirkningen mellem forbryder og offer havde en temmelig stærk virkning. Daner Galleriet havde jeg i fem år, fra 1972-1977. Den sidste udstilling blev en meget stor total udstilling af Richard Winther, som han kaldte "Den hellige Hieronymus Damekreds". Richard Winther havde rekonstrueret Den hellige Hieronymus arbejdsværelse og fyldt de to små rum totalt med billeder fra loft til gulv, dertil talrige relikvieskrin bl. a. et med tornen, som Hieronymus trak ud af løvens pote, objekter og møbler som en stor skrivepult bygget af tykke knudrede grene med en flagermuslygte hængende på siden som lyskilde, alle møbler som angiveligt havde tilhørt den hellige Hieronymus! De fleste af malerierne viste både påklædte og nøgne kvinder, kvinder, som Hieronymus drømte om i sin eremittilværelse.
Udstillingen satte også Richard Winther i gang med et kæmpe
bogværk: Den hellige
Hieronymus Damekreds
på ikke mindre end 656 sider,
udgivet på Borgens Forlag i 1978. Efter udstillingen modtog Jarl
Borgens det meste af udstillingen som kompensation og tak for den
store indsats og ikke mindst den økonomiske risiko, som den
idealistiske Jarl Borgen endnu en gang havde løbet. Ufattelig at den
mand gennem så mange år har kunne drive forlagsvirksomhed uden at gå
fallit! Senere blev den del af Jarl Borgens samling erhvervet af
Troels Andersen, Silkeborg Kunstmuseum til stor glæde for os og
eftertiden.
|
|||||||||||||
